Den store pyramide ved Giza er bygget som gravplads for farao Keops i det 4. dynasti. Pyramiden er det ældste, men også det eneste overlevende af oldtidens syv vidundere, bygget omkring år 2560 f.Kr.\n\n Man ved ikke meget om faraoen Keops, da hans grav er plyndret længe før den første arkæolog dukkede op, men ifølge den egyptiske mytologi, var faraoer, selv mens de var i live, betragtet som guder. De var de eneste, som kunne viderebringe ønsker fra de dødelige til guderne og formidle gudernes vilje tilbage til folket.\n\n Byggeriet af Keopspyramiden menes at have strakt sig over 20-30 år. Pyramiden havde oprindelig en glat overflade, men størstedelen af den er forsvundet med tiden. Pyramiden er estimeret til at have en masse på 5,9 millioner tons, hvilket svarer til at 800 tons sten blev installeret hver eneste dag under opførelsen.\n\n I over 3800 år var Keopspyramiden med sine 146 meter verdens højeste menneskeskabte konstruktion, indtil Lincolnkatedralen med sit 160 meter høje spir i år cirka 1300 stod færdigbygget og overtog titlen.\n\n Det menes at være en udbredt misforståelse at pyramiderne blev bygget af slaver, eftersom man for nyligt har fundet tegn på at titusindvis af faglærte arbejdere har stået for arbejdskraften. Mange aspekter af opførelsen af blandt andet Keopspyramiden er dog stadigvæk ikke afdækket – deriblandt transport af materialer og den imponerende præcision i arkitekturen.\n\n